Canada 2011

Det er utroligt som der kan være forskel på jagtrejser udbudt af samme jagtrejseselskab og hermed mener jeg ikke de geografiske forskelle, ejheller det vildt som man ønsker at jage men, kvaliteten af -samt informationsniveauet vedrørende de enkelte rejser. Læs Namibia 2008 og Namibia 2009.

I dagene 23. til 30. maj 2011 deltog Annie og jeg i en grupperejse, arrangeret af Limpopo/Diana Jagtrejser, til Canada for at jage sortbjørn. Jagtområdet var i det nordøstlige hjørne af British Colombia tæt på grænsen til Alberta. Jagten var arrangeret af Pink Mountain Outfitters.

Vi var 12 jægere fra Danmark som rejste af forskellige ruter til Vancouver. 9 af jægerne rejste over London medens vi var 3 som krævede at rejse over Frankfurt med den begrundelse at vi ville være sikre på at vores våbenbagage nåede frem.

Fra Vancouver fløj vi videre med et mindre lokalfly til Fort St. John hvor outfitteren samt rejsearrangørens repræsentant stod klar med pick-up trucks til den videre transport til jagtområdet. Da alle 12 jægere var blevet samlet og vi havde fået udleveret vores bagage viste det sig, at 2 af jægerne, som var rejst over London, manglede de kufferter hvori de havde deres tøj, soveposer, ammunition og bundstykke.

Vi entrede bilerne og kursen blev sat mod jagtområdet. På grund af den manglende bagage, blev der holdt ind til et supermarked hvor de jægere, som havde mistet deres bagage fik mulighed for at købe nogle nye soveposer. De 12 jægere skulle fordeles i 3 camps med 4 jægere i hver.

Jeg var godt klar over at turen op i de store skove ville blive primitiv men, da Annie og jeg havde sølvbryllup og da vi ikke er af nyere dato havde jeg derfor, flere måneder i forvejen, sikret mig at vi kom til at bo i en træhytte i Maincamp. Annie og jeg camperer hvert år et eller andet sted i Europa så vi er ikke uvante med at leve på "feltfod".

På et tidspunkt efter stoppet ved supermarkedet, meddeler rejsearrangørens repræsentant at Annie og jeg ikke skal bo i maincamp men derimod i en teltcamp. Jeg blev selvfølgelig skide sur og foreholdt repræsentanten vores aftale om Maincamp, svaret var at Maincampen så forfærdelig ud og at det flød med alt muligt affald og derfor havde han valgt, at vi skulle bo i en teltcamp. Havde han dog bare oplyst dette medens vi holdt ved supermarkedet så havde Annie og jeg haft mulighed for at købe nogle tykke soveposer, vi havde kun medbragt lette sommersoveposer idet, vi jo regnede med at vi skulle bo i en træhytte.

Efter flere timers kørsel ankom vi til den teltlejr hvor Annie og jeg samt 2 andre jægere skulle bo. Jeg har sjældent set noget lignende, på grund af regn de tidligere dage, var det et ælte og pløre. Der var udlagt gangbrædder frem til teltet så det var muligt at komme frem nogenlunde tørstøvlet. Teltene lignede og var vel også, left overs fra den amerikanske borgerkrig. Der var 3 telte, et for de 4 danske jægere, et for de 2 guider samt kokken og et køkkentelt. Alt sammen meget hyggeligt og spændende. Hvis vi bare på forhånd havde vist, at Annie og jeg skulle bo i telt med 2 fremmede så, havde vi haft muliheden for at fravælge rejsen. Det kan imidlertid ikke nytte noget at gå og pive og brokke sig, nu måtte vi bare se at få det bedste ud af situationen og så afklare de brudte løfter og hvad der ellers måtte komme af problemer med rejsearrangøren når vi kom hjem.

Teltlejren, bemærk det elektriske bjørnehegn som blev drevet af en lille solcelle og et batteri, meget smart

Det invendige af brudesuiten. Vi sov på 4 feltsenge uden isolation mod kulden fra jorden.

På grund af de tynde soveposer som Annie og jeg var udstyret med, var det så koldt om nætterne, der var nattefrost, at vi sov med alt tøjet på. Det med at komme i bad osv. beluttede vi at udskyde til et senere tidspunkt. Jeg skal lige oplyse, at toilette foregik ude i skoven, uden for bjørnehegnet, jeg fulgte altid Annie på toilettet med skudklar riffel just in case.

Her ses det lækre toilet uden beskyttelse mod bjørn. Man kunne kun håbe på at stanken afholdt bjørnene fra at nærme sig.

De 4 glade jægere samt kokken foran køkkenteltet

Jeg skal lige nævne, at "kokken" den nydelige unge mand med blå jakke på billedet, overhovedet ikke var kok men normalt arbejdede på diverse oliefelter som arbejdsmand, til søs kaldte vi, i gamle dage, en kok af denne kaliber for en "jamsekoger". Kokken var imidlertid en flink fyr som prøvede, at få det bedste ud af den proviant som var stillet ham til rådighed. Den daglige fortæring bestod af masser af toastbrød med enten sirup og margarine eller ost og presset skinke. Om aftenen blev det for det meste til spaghetti med tomatsovs uden kød. Det var lige før, at vi ikke ville være blevet forbavset hvis vi havde fået leveret dej så vi selv kunne fabrikere snobrød over bålet. Helt ærlig, der var sku for meget spejderlejr over denne tur.

Vi affandt os med de givne forhold og glædede os bare til at komme på jagt de kommende dage 5 dage. Annie og jeg kørte rundt i området sammen med vores guide, som det hedder på de kanter, jeg kan nu bedre lide betegnelsen PH, professional hunter, som det bruges Afrika. Transporten rundt på de støvede veje foregik ombord på en Ranger som er yderst terraingående men ret så ubekvem. Det var meget spændende at køre rundt på udkik efter bjørn og bjørne var der masser af. Hver af jægerne havde licens til 2 sortbjørne og Annie og jeg havde aftalt, at hun skulle skyde den første som passede i størrelse. Vi havde imidlertid også besluttet kun, at skyde 1 bjørn hver.

Efter 8 til 10 timers daglig kørsel på jagt efter bjørn så vi noget støvede ud

Af og til blev det nødvendigt at skifte hjul, det var ok så skete der noget andet.

Allerede anden jagtdag observerede vi en bjørn som så lovende ud. Her om foråret hvor bjørnene lige er kommet ud af hi, græsser de langs jordvejene som gennemkrydser hele jagtområdet. Når bilerne nærmer sig, ca. 60 til 70 meter fra bjørnen, så løber de ind i den tætte skov hvorpå de, når bilen har passeret, kommer frem igen for at fortsætte med at græsse. Vi passerede bjørnen og fortsatte ca. 200 meter frem hvor vejen slog et sving til venstre. Vi stod alle af Rangeren og begyndte langsom at snige os tilbage langs skovkanten. Ganske rigtigt, bjørnen stod igen og græssede.

Da vi var ca. 80 meter fra bjørnen besluttede vi at Annie skulle skyde. Jeg lagde mig ned på vejen for at Annie kunne bruge min ryg som underlagt for et liggende skud. Det passede imidlertid ikke fruen sådan at ligge og flyde midt på vejen, (jeg skal lige sige, at i min alder det er helvedes besværligt at komme ned at ligge og op igen). Da jeg omsider var kommet på benene igen, stod bjørnen heldigvis det samme sted. Vi sneg os længere frem og fandt anlæg for riflen mod en ret så tynd gren. Annie afgav sit skud som tilsyneladende sad som det skulle, vi havde aftalt at hun skulle ramme skulderen for at få dyret til at gå ned på stedet. Nu skete der det som vi havde frygtet, bjørnen satte i med et langt spring og forsvandt ind i skoven. Det var sent på dagen, allerede tusmørke, og vi frygtede, at nu skulle vi ind i den urskovslignende tætte underskov, hvor det næsten er umuligt at bevæge sig, for at lede efter spor og blod. Vi kunne samtidig høre bjørnen klage sig og det virkede somom lyden forsvandt længere og længere ind i skoven shit shit. Imidlertid viste det sig at bjørnen blot var faldet ned af den skrænt som var opbygget da jordvejen var blevet etableret. Vi fik slæbt bjørnen, som var en han, op på en stor sten så Annie kunne blive fotograferet med sit flotte trofæ. Bjørnen blev nedlagt med Win 300 Mag og en Lapua Naturalis kugle på 13 gram.

Den meget stolte jæger med sit flotte trofæ. Bemærk hvor mørkt det er

Annies bjørn efter skinning. Bemærk indgangshullet til venstre og det større udgangshul til højre. Perfekt skud.

Trediedagen var vi som sædvanligt ude at køre på Rangeren da vi pludselig så en rimelig stor bjørn græsse i højre side af vejen. Da vi nærmede os sprang bjørnen ind i underskoven.Vi lod som ingenting og fortsatte kørslen ca. 80 meter frem. Jeg og Guiden stod af rangeren og ventede på om bjørnen, ligesom de plejer at gøre, skulle dukke frem igen. Pludselig stod bjørnen igen ude i vejkanten men, denne gang begyndte den ikke at græsse men vendte istedet front mod faren fra menneskene. Det virkede næsten som om den kunde finde på at charge. Jeg gjorde tegn til Guiden om det var i orden at jeg skød bjørnen spidst, han nikkede bekræftende og jeg tog anlæg mod en af Rangerens tagbøjlerne og afgav et skud. Bjørnen gik ned på stedet og blev liggende uden at bevæge sig. Bjørnen blev nedlagt med samme våben som ovenfor nævnt men med en Lapua Mega kugle på 12 gram.

Vi skyndte os frem og konstaterede at bjørnen var død, jeg var selvfølgelig enormt glad for at jeg havde afgivet et så perfekt skud at bjørnen var dræbt uden at lide. Glæden var imidlertid kortvarig for, da vi vendte bjørnen om på siden var det tydeligt at bjørnens digevorter var meget hævede og røde. Alarmklokkerne begyndte straks at ringe og vi begyndte at se op i træerne. Pludselig skriger Annie at hun kan se at der sidder 3 små bjørneunger oppe i 2 træer. Jeg får også øje på bjørneungerne og min verden bryder sammen. Da vi har sundet os en stund, spørger jeg Guiden hvad han har tænkt sig at gøre ved bjørneungerne. Guiden ringer til sin chef og får besked på at vi bare skal lade bjørneungerne være da det er muligt at de vil blive adopteret af en anden hunbjørn. Jeg spurgte om det ikke var bedre at skyde ungerne idet sandsynligheden for at de ville blive dræbt af andre dyr var større end håbet om adoption.

Annie og jeg var så kede af det at Guiden sagde , at det var sidste gang han ville være jagtguide. Jeg besluttede på stedet at jeg ikke ville have dette jagttrofæ idet, hele min jagtglæde og hele denne tur til Canada var totalt spoleret. Vi kunne jo ikke lade bjørnen ligge her i naturen, så bjørnen blev lastet bag på Rangeren og vi kørte mod campen. I campen gik Guiden og kokken igang med at brække og pelse den stakkels bjørn. Stemningen var noget trykket men, Annie og jeg beluttede at vi ikke ville nævne hændelsen for nogen af de andre i campen. Efter megen overvejelse, ændrede jeg min beslutning om ikke at ville have trofæet med hjem til, at det hele ville være totalt meningsløst hvis jeg ikke accepterede trofæet og på den måde ærede den stakkels bjørnemor. Jeg skal lige nævne, at jeg aldrig fik fotograferet bjørnen.

Det undrer mig at de unge jagtguider, som outfitteren stiller til rådighed, ikke kan se på en bjørn om den er med unger idet, det var helt tydeligt at denne bjørns reaktion på vor tilstedeværelse var helt anderledes end de andre bjørnes reaktion. Som jeg har nævnt ovenfor, virkede det nærmest somom bjørnen ville charge. Jeg kan godt forstå at, det kan være svært at se forskel på han og hunbjørne på grund af den tykke pels men, alligevel burde jagtguider være så professionelle at de kan se forskel. Problemet er nok, at guiderne men, så sandeligt også jægerne, er så forhippet på at få nedlagt bjørn inden for de 5 jagtdage der er til rådighed at, størrelsen kommer i anden række. Uden at jeg skal gøre mig klog på bjørne, må det da være muligt at se om en bjørn er af hunkøn eller hankøn feks. ved at studere hovedstørrelse etc.

Den 4. jagtdag tilbragte vi på en bestemt lokation hvor en truck-driver tidligere, ved flere lejligheder, havde observeret en, ifølge ham selv, kæmpe sortbjørn. Vi etablerede os så vi havde frit udsyn, ca. 400 meter, over en jordvej. Jeg sad klar med riflen lagt an mod min rygsæk og bare ventede. Annie, som på grund af de mange myg havde anlagt myggenet, og guiden, så ud som om de var faldet søvn. Efter ca. 4 timeri i denne, for mig, noget ubekvemme stilling, opgav vi håbet om at får en rigtig stor bjørn og returnerede til teltlejren.

Om eftermiddagen ankom outfitteren til teltlejren og jeg bad ham om at sørge for at Annie og jeg den næste dag, sidste jagtdag, blev overført til maincamp hvor vi ønskede at få et bad og en nat under bekvemmere forhold. Det endte med, at samtlige 12 jægere, fra de 3 camps, den sidste jagtdag blev overført til maincamp hvor vi om aftenen fik et ordentligt måltid mad og et bad. Næste morgen blev alle jagtgæsterne kørt til lufthavnen i Fort St. John for videre transport til Danmark.

For Annie og jeg var denne rejse til Canada, med Limpopo/Diana Jagtrejser, noget af det værste vi har oplevet. Intet, som var blevet lovet og aftalt på forhånd ,blev overholdt, maden var så ringe og mangelfuld at man skulle tro at det var løgn. Limpopos repræsentant på stedet fortalte usandheder om årsagen til hvorfor vi ikke, som aftalt, skulle bo i maincamp og han burde vide at, man ikke bare indlogerer et ægtepar sammen med 2 fremmede mænd i et telt, eller for den sags skyld i en hytte, uden vægge eller separation. Turen mindede for meget om en Spiesrejse til Mallorca i tredserne med indlogering på en "ussel 6 sengs stue" som det fremgik af datidens rejsebevis.

Den jagtmæssige udfordring finder jeg begrænset idet, det var alt for let at skyde bjørnene som bare stillede sig an ved vejkanten.

Utilfredsheden med denne tur til Canada var næsten total. Denne kritik er også kommet til udtryk fra 12 andre jægere som deltog i samme arrangement ugen før os.

Jeg vil dog nævne at jagtguiderne var flinke og hjælpsomme unge mennesker som gjorde alt for at opholdet, under de givne forhold, skulle blive så godt som muligt.